Hverdagen i dagplejen
JannisRollinger
Børnene skal være i dagplejen senest kl. 09, så vi kan nå at få noget ud af formiddagen, med mindre andet er aftalt.
Vi prøver at komme på tur hver dag og når vi ikke er det, så leger vi i haven. Børnene elsker at komme ud og opleve og vi taler meget om det vi ser og bruger alle vores sanser, når vi er ude. Vi er tit ude ved hestene på markerne; ser på traktorer og hilser på bondemanden. Vi er nede ved åen og kaster med sten i vandet og fodrer ænder. Vi plukker frugt, som vi spiser og dufter til blomster. Vi går ned til tunnellerne, hvor vi råber højt og hører ekko. Vi er på legepladsen og hilser på de store skolebørn. Og så lærer vi at færdes i trafikken.
Flere gange om ugen er børnene med i køkkenet og hjælper enten med at forberede frokosten eller eftermiddagsfrugt. De dækker bord og rydder af og de store er søde til at hjælpe de små.
Vi hører meget musik i dagplejen og børnene elsker at hoppe rundt på gulvet og danse og synge med.
Børnene får selvfølgelig også lov til at være sig selv og finde på lege. De er søde til at inddrage hinanden, hvad enten der skal leges med biler, dukker, lego osv. De bruger tid i sandkassen, legehuset og trampolinen og indenfor bliver der hygget med trylledej, bygget huler, tegnet,osv.
Jeg har både klapvogn til to, tre og fire børn - de store går som regel selv. Jeg har ladcykel og nogle dage kører vi også afsted i bil, så vi kan komme på lidt længere ture. Indimellem tager vi i Legeland og giver den gas hele dagen. Vi bruger stranden og skoven; andre dage er vi i centeret og handle ind. Og nogle gange så slapper vi bare af herhjemme. Jeg mærker med efter, hvordan børnene har det hver dag og planlægger derfor som regel ikke dagen, før alle er mødt ind - men vi keder os ALDRIG.